Eskatologi (Eschatology)

Læren om de sidste ting: hvor civilisationen er på vej hen, hvad der tæller som enden, og om enden er fastlagt eller valgt. Ældre eskatologi behandler enden som noget, der rækkes ned ovenfra — dom, sammenbrud eller frelse, der ankommer fra noget uden for verden, efter en tidsplan, ingen styrer. Det sammenhængende syn vender dette om. Enden modtages ikke; den bygges. Hvad civilisationen bliver til, når et enkelt legeme svigter, afhænger af, hvad frie individer udveksler, lærer og udbedrer i mellemtiden. Under frivilligt samarbejde skrumper knapheden, viden vokser, og de systemer, der holder en person i live, bliver bedre år for år. Døden holder op med at være livets faste endepunkt og bliver til en svigttilstand for udbedring — et problem med en teknisk adresse, ikke en dom rakt ned af nogen. Gode nyheder er de frie menneskers eskatologi: den ende, civilisationen bygger hen imod, er ubegrænset liv for alle, der hjælper med at bygge den. Spørgsmålet skifter fra "hvad sker der, efter vi dør?" til "hvor længe, før vi ikke længere behøver det?" At strømmen kan rumme sind, der er ældre end vore, er en mulighed, der skal vejes, ikke en dom, der skal afventes; lykkens vej kræver ingen håndhæver for at ankomme.